Atletik er en naturlig del af idrætsundervisningen i skolen. Men hvordan sikrer vi, at alle elever kan være med?
Tilpasset atletik handler ikke kun om at justere øvelser til forskellige fysiske forudsætninger – det handler også om at skabe et læringsmiljø, hvor hver enkelt elev føler sig tryg, inkluderet og motiveret.
Uanset om det handler om motoriske udfordringer, funktionsvariationer eller elever, der bare ikke er så vilde med traditionel idræt eller synes, det kan være lidt grænseoverskridende, findes der måder at tilpasse atletik, så alle har lyst til at være med.
Hvorfor er tilpasset atletik vigtigt?
Alle elever har forskellige udgangspunkter – både fysisk og mentalt. Nogle elsker at løbe alt, hvad de kan, mens andre helst undgår at løbe foran hele klassen, men til gengæld elsker at springe eller kaste.
Ved at tilpasse atletikundervisningen kan du skabe:
- Større deltagelse: Færre elever fravælger idræt, når de føler, de kan være med på deres egne vilkår.
- Styrket selvværd: At få lov til at få succes med noget fysisk styrker selvtilliden.
- Bedre sammenhold: Når alle er med på lige vilkår, vokser fællesskabet i klassen.
- Mere bevægelsesglæde: Atletik bliver sjovere, når det føles tilgængeligt for alle.
Sådan kan atletikøvelser tilpasses i skolen
Tilpasset atletik handler ikke altid om at finde på helt nye øvelser – det vil for det meste være nok at justere lidt på regler, udstyr eller omgivelser. Og det kræver ofte ikke mere end få justeringer at gøre en stor forskel.
Du kan også se vores guide til atletikøvelser her eller finde inspiration til at planlægge en atletikdag fyldt med sjove aktiviteter. Et godt råd er også at bruge specialudstyr, som er udviklet til tilpasset undervisning, som du kan finde i vores samlede udvalg af atletikprodukter.
Læs med nedenunder, hvor vi gør det nemt og overskueligt at tilpasse dagens øvelser, så alle kan og har lyst til at være med.
Løb og stafet
Udfordring: Alle løber samtidig – det kan virke stressende for nogen.
Sådan kan det tilpasses:
- Lad eleverne løbe enkeltvis eller i små grupper.
- Mål tid i stedet for afstand – f.eks. "Hvor langt kan du løbe på 20 sekunder?"
- Brug alternative bevægelser som gang, gadedrengehop eller hinke.
- Lav brede baner eller frizoner, så det ikke føles for trangt.
Mange elever synes, det er sjovt at løbe med forhindringer. Sæt en enkel bane op med kegler, måtter eller plinte – og lad hver elev finde sin egen vej igennem.
Kastediscipliner
Udfordring: Tunge kugler og fokus på længde kan virke afskrækkende.
Sådan kan det tilpasses:
- Brug bløde bolde eller ærteposer i stedet for kugler.
- Kast mod mål, som en hulahopring eller en kegle – i stedet for at fokusere på længden.
- Tillad forskellige kasteteknikker – f.eks. siddende, stående eller med begge hænder.
- Gør det legende – f.eks. ved at vælte en kegle eller ramme en "målzone".
Når eleverne oplever, at det handler om at ramme i stedet for at kaste længst, bliver kast langt sjovere.
Springdiscipliner
Udfordring: Frygt for at fejle eller slå sig, især ved højdespring.
Sådan kan det tilpasses:
- Erstat højdespringsribben med elastik eller farvede bånd, der ikke gør ondt at ramme og rive ned.
- Lad eleverne hoppe over lave forhindringer eller bare over en streg på jorden/gulvet – fokus på bevægelse, ikke højde.
- Brug en blød landingsmåtte, så det føles trygt at hoppe.
- Gør længdespring til en leg – f.eks. ved at hoppe mellem ringe eller prøve at lande på tal eller farver.
- Sæt fokus på den enkeltes udvikling: "Kan du hoppe længere end i sidste uge?"
Konkrete tips til lærere
Tilpasset idrætsundervisning med atletikdiscipliner kræver ikke, at du ændrer hele din undervisning. Det er nok med små justeringer i struktur og kommunikation; selv lidt kan gøre en stor forskel.
1. Skab tydelige rammer
Forklar tydeligt for eleverne, hvad der skal ske – gerne både mundtligt, visuelt og skriftligt.
2. Lad eleverne vælge
Tilbyd valgmuligheder: Vil du løbe eller gå? Hoppe langt eller højt? Vælge mellem tre stationer? Når elever har medbestemmelse, stiger motivationen.
3. Brug hjælpemidler
Med lidt hjælp fra start er det nemmere at komme godt i gang. Brug for eksempel boldholdere til kast, startplader med lydsignal, tydelige afstandsmarkører eller farvekodede målzoner.
4. Arbejd i mindre grupper
Mange elever føler sig tryggere og præsterer bedre i små grupper – især uden tilskuere.
5. Brug opmuntring – ikke sammenligning
Fokuser på hver elevs individuelle fremskridt frem for at sammenligne dem med klassekammerater.
Atletik i frikvarteret – ekstra tid til aktivitet
Mange skoler arbejder med aktive pauser. Ved at opstille små og simple atletikstationer kan eleverne bruge frikvartererne til at prøve forskellige discipliner og øvelser på et afslappet og legende niveau – i deres eget tempo. Det er desuden nemt at holde kørende, fordi det ikke kræver personale – det hele skal bare sættes op, så eleverne har fri leg.
Idéer til tilpassede frikvartersaktiviteter:
- Hoppezoner med farvede ringe eller gulvtape
- Kast i spand eller hulahopring med bløde bolde
- Mini-forhindringsbane med forskellige aktiviteter
- Terningespil, hvor hvert tal svarer til en øvelse
Tilpasset udstyr til skoler
Atletik skal være en sjov og tryg aktivitet for alle – ikke noget, der skaber utryghed eller følelsen af at stå udenfor. Du kan være med til at skabe den tryghed – og det rigtige udstyr kan gøre en stor forskel. Når du med øvelser og udstyr tænker inkluderende og fleksibelt, får alle elever mulighed for at være med, udvikle sig og have det sjovt.
Eksempler på udstyr, der gør tilpasning lettere:
- Letvægtsbolde til kuglestød
- Skumspyd og bløde diskosser
- Elastikker til højdespring
- Stopure, digitale timere og lignende
- Tydelige markeringer af afstand og målzoner
- Farvekodede kegler og ringe