Vores historie

Historien om den virksomhed, vi i dag kender som TRESS, starter for mere end 125 år siden på Torvet i Bergen. 

Der er sket meget siden dengang – og her på siden kan du dykke ned i udvalgte historiske milepæle som bl.a. fem generationsskifter, et navneskifte, ændringer i sortimentet samt etablering af virksomheden i både Danmark og Sverige.

15. november 1899

Dagen hvor 31-årige Christen Monsen startede sin egen boghandlervirksomhed under navnet C. Monsen Bok & Papirhandel i lejede lokaler på Torvet i Bergen, Norge.

Butikken lå strategisk godt placeret, hvor tusindvis af mennesker dagligt kom forbi – og havde man først været hos "Monsen på Torvet", kom man gerne igen. Allerede efter to års drift kom bygningen i 1902 til salg – og Christen Monsen tog chancen, rejste kapital og købte ejendommen 22. april samme år.

Bergensbranden 1916

I den store brand i Bergen gik næsten alle byens bog- og papirhandlere desværre op i røg – men heldigvis overlevede butikken på Torvet. 

Som den handlekraftige person Christen Monsen var, rejste han til Oslo og opkøbte ekstra store mængder materiale hos grossisterne – noget som spillede en afgørende rolle for virksomhedens store vækst i omsætning.

25 års jubilæum

15. november 1924 markerer 25 års jubilæet for Christen Monsens boghandlervirksomhed.

Mærkedagen blev omtalt på første side i Norsk Bokhandlertidende, som beskrev hvordan hr. Monsen med "enestående energi har drevet sin forretning frem til en af de betydelige i den norske boghandlerbranche". 

Stort sortiment

Udvalget i butikken var stort – og må betragtes som værende et førende firma i branchen værdigt.

Alt i bøger kunne skaffes, skønlitteratur, religiøs litteratur, bøger til samtlige skoler, håndbøger, fagbøger, m.m. Desuden førte man almindeligt skolemateriel, protokoller, kontorudstyr, sø- og landkort samt dokumentmapper, skoletasker, pengepunge, tegnebøger, fyldepenne, blyanter, spillekort m.m. Man havde også et bogtrykkeri samt et bogbinderi.

2. generation tager over

Grundlæggeren Christen Monsen dør 7. november 1942 – og den daglige drift af firmaet deles 50/50 mellem sønnerne Bjarne og Christen Jr., som begge tidligere var trådt ind i virksomheden. Bjarne Monsen havde dog det egentlige ansvar for virksomhedens profil udadtil og mange identificerede C. Monsen med ham. 

3. generation tager over

Nogle år efter slutningen af 2. Verdenskrig trådte Bjarne Monsens søn, Rolf Monsen, som 3. generation ind i familievirksomheden i 1949. Samme år kunne virksomheden fejre 50 års jubilæum.

Rolf Monsen var en utraditionel og visionær virksomhedsleder, som flyttede virksomheden store skridt i retningen af dét, vi kender i dag. Det var også i denne tid, at virksomheden begyndte at deltage aktivt på messer rundt i landet. Efter nogle år blev der også oprettet et salgskontor i Oslo.

Nye koncepter

Sortimentet blev med Rolf Monsen som leder udvidet med flere nye koncepter. Et af dem var udstyr og indretning til gymnastiksale, idrætshaller, sportsbaner osv. Et andet var skolemøbler, pulte, stole og skabe.

Et tredje koncept var børnehavesektoren, som i midten af 1960'erne var i stor vækst. Firmaets ledelse så mulighederne – og Arild Mjelde fik ansvaret for at bygge en slagkraftig afdeling. Danske "Byg og Leg", som var Skandinaviens førende producent og udvikler af førskolematerialer, blev kontaktet, og C. Monsen fik eneretten til at sælge deres produkter i Norge. 

Denne store ekspansion gjorde, at firmaet med årene "voksede" ud af lokalerne på Torvet og måtte sprede sig ud på flere lokaliteter i centrum af Bergen.

Omkring 1970 blev det gradvist klart, at C. Monsen havde "ramt muren" inden for læremiddelsektoren – og detailhandlen var heller ikke, hvad den engang havde været. Ledelsen udviste rettidig omhu og besluttede at afvikle disse afdelinger. Førstnævnte blev solgt, mens ejendommen på Torvet blev udlejet til Narvesen, der i dag er en stor kæde af kiosker og convenience stores.

Ressourcerne blev i stedet rettet mod fremtidens forretningsområder: børnehave- og idrætssektoren.

Ud af Bergen centrum

Midt i 1970'erne rykkede C. Monsen ud af Bergen centrum, da bl.a. trafikforholdene og det faktum, at firmaets afdelinger var spredt over flere lokaliteter, gjorde det svært at drive effektivt. 

Sammen med datterselskabet AS System flyttede firmaet i stedet dets nye hovedbase til Storetveitvegen 86 syd for byen, hvor man også fik lagerlokaler tæt på.

Datterselskabet AS System var et koordinerings- og projektfirma, ledet af Rolf Monsen. Fra starten i begyndelsen af 60'erne og frem til det ophørte i 1989 opførte det hundredvis af bygninger over hele Norge. Børnehaver, skoler, daginstitutioner, syge-/aldre- og plejehjem, sundheds- og fritidscentre, administrationsbygninger, erhvervsbygninger, idræts- og svømmehaller, bane- og tribuneanlæg – der var ingen grænser for, hvad AS System kunne hjælpe med.

Rolf Monsen rejste personligt – og med stor succes – rundt i hele landet og forhandlede direkte med bygherrerne. Hans filosofi var, at firmaet C. Monsen, som totalleverandør af "Alt til skolen", også kunne producere gulve, vægge og tage over de produkter, man forhandlede. "Vi skræddersyr bygningerne" var AS Systems motto.

Navneskiftet til TRESS

Efterhånden stod det klart, at firmanavnet C. Monsen var for tungt, upraktisk og desuden knyttet til boghandlen, som for længst var ophørt. 

Man havde brug for et nyt navn, som kunne bruges på flere sprog, og valget faldt på TRESS – dog med C. Monsen som "undertekst" for ikke helt at fjerne sig fra sine historiske rødder.

I 1980 kom den danske forbindelse "Byg og Leg" i store økonomiske vanskeligheder. TRESS fik muligheden for at overtage og besluttede at slå til – hvilket for første gang gav firmaet fodfæste uden for Norges grænser. Det blev besluttet, at driften skulle foregå fra Norge, og derfor flyttede man det danske varelager fra Odense til Bergen, hvorfra varerne så blev sendt til de danske kunder.

En ny epoke i Danmark

Med overtagelsen af "Byg og Leg" ekspanderede TRESS kraftigt – og man indså, at det eksisterende lager i Norge ikke levede op til den ønskede standard. 

I 1981 havde man planer om et byggeprojektet til ca. 12 mio. NOK i et industriområde tæt ved Flesland Lufthavn. Men man kom i tvivl – måske var der en bedre løsning?

Da et industribyggeri i Skanderborg kom til salg i 1982, slog man til. Lagrene i Bergen blev tømt og flyttet til Danmark. Afdelingen fik navnet TRESS Sport og Leg AS – her begyndte en ny epoke og drømmen om at udvikle et skandinavisk varehus med ét centralt lager.

I 1982 var TRESS hårdt presset – og den barske realitet var, at firmaet næppe havde overlevet særligt længe, hvis etableringen i Danmark havde fejlet. Heldigvis blev satsningen kronet med held – og med tilkomsten af de danske nøglepersoner Jørgen Carøe og Ivan Jakobsen samt etableringen af katalogmarkedet i Danmark stod TRESS igen et godt sted.

Etablering i Sverige

I Sverige blev der i 1980'erne indgået et partnerskab med firmaet General Sports AS i Sødertälje, som var på udkig efter et nyt varesortiment – og ejerne Louise og Lars-Gunnar Thor kastede sig fluks ud i at markedsføre hele TRESS-programmet. Man fik samtidig alle kataloger trykt på svensk og satte dermed gang i det svenske postordresalg.

I 2004 skifter TRESS – General Sports navn til TRESS.

4. generation tager over

Ledelsen i Bergen sad stadig ved roret – og i 1988 var det blevet tid til endnu et generationsskifte. Her tog Bjarne Christen Monsen – efter at have været en del af familievirksomheden siden 1969 – formelt over efter sin far, Rolf Monsen.

Flere danske m2

Allerede nogle år efter at varelageret i 1982 blev flyttet fra Norge til Danmark, satte man i 1990 gang i at udvide antallet af kvadratmeter med to nye haller, så der blev endnu mere plads til lagervarer.

I 2020 overtog man også nabogrunden og indrettede bl.a. værksted og montagelager i bygningerne.

100 års jubilæum

I 1999 kunne firmaet, der startede som en boghandler på Torvet i Bergen og siden udviklede sig til en stor, skandinavisk koncern, fejre sit 100 års jubilæum.

Sats på grovmotorikken

I starten af 00'erne blev der truffet en strategisk beslutning om at fokusere på sortimentet, der understøtter grovmotorik og bevægelse. Det betød samtidig, at produkterne til stillesiddende aktiviteter blev udfaset for at koncentrationen kunne rettes mod udstyr, der fremmer aktiv leg og fysisk udfoldelse.

Samarbejde med Lars Laj

I 2009 starter samarbejdet med legepladsproducenten Lars Laj, som har specialiseret sig i at designe og bygge kreative og sikre legepladser til børn i alle aldre.

I dag er samarbejdet med Lars Laj en vigtig del af TRESS koncernens aktiviteter på området for udemiljø.

Besøg TRESS Udemiljø

5. generation tager over

Ved det seneste generationsskifte overtog grundlæggerens tipoldebarn, Frode Monsen, kontrollen med koncernen. Strategien forbliver uændret – TRESS skal fortsat drives som en familieejet koncern med fokus på stabile og langsigtede relationer til både medarbejdere, leverandører og kunder.

Ny lagerhal

I 2024 blev der opført endnu en ny lagerhal i forlængelse af hallerne bygget i 1990.

Den nye hal har plads til ca. 2000 paller og er indrettet som et højt smalgangslager, hvor en operatørbetjent smalgangstruck ved hjælp af induktionsstyring kører helt præcist i gangene.

Udvidelsen øger den samlede lagerkapacitet under tag i Skanderborg til 9400 m2.

125 års jubilæum

I 2024 fejrede virksomheden sit 125 års jubilæum med festligheder i Bergen. Her var mere end 100 medarbejdere og centrale leverandører inviteret.