Sådan foregår spillet
De to hold skifter mellem at spille indeperioder og udeperioder. Når et hold spiller udeperioden, står de ude i marken, mens holdet, der spiller indeperioden, starter med at slå til bolden og løbe mellem keglerne.
Rundbold er alletiders klassiker i skolen – især, når der er vikar.
Rundbold spilles i to hold. Det er en fordel, at I er minimum syv spillere på hvert hold, men I kan sagtens være færre eller flere spillere. Det hold, der har fået flest point, når rundboldspillet er slut, vinder.
Spillet er super sjovt, styrker sammenholdet, giver god bevægelse og er ret nemt at gå til.
Men måske har du brug for at få genopfrisket reglerne?
Sådan foregår spillet
De to hold skifter mellem at spille indeperioder og udeperioder. Når et hold spiller udeperioden, står de ude i marken, mens holdet, der spiller indeperioden, starter med at slå til bolden og løbe mellem keglerne.
Stopperen
Udeholdet skal ved starten af hver periode skal vælge en stopper. Det er stopperens opgave at give bolde op til indespilleren, hvis det ønskes. Derudover er det stopperen, der kan lukke en løberunde fra indeholdet. Dette gøres ved, at stopperen griber bolden, der kastes fra udeholdet og efterfølgende råber STOP, mens personen er i kontakt med stopklodsen.
Sådan får man point i rundbold
Det er kun muligt at optjene point for et hold, når holdet spiller på indepositionen. Hver gang en af holdets spillere løber i mål – altså forbi den fjerde kegle i rektanglen – optjenes der 1 point.
Sådan ‘dør’ man i rundbold
Der er flere måder at ‘dø’ på i rundbold. Når en spiller dør, skal personen forlade sin position på banen og stille sig om bagved slå-køen og vente på, at det bliver hans/hendes tur til at slå igen. Personen er således stadig med i spillet, men tæller for en død. Når indeholdet har fået tre døde, bytter de to hold position.
En spiller kan 'dø' på tre måder:
1. Hvis vedkommende ikke når i sikkerhed bag den næste kegle, før udeholdets stopper råber “stop”. Der er dog forskellige holdninger til, om man også dør, hvis spilleren er i spring, når der råbes stop – så det beslutter I selv.
2. Hvis han/hun skyder bolden direkte udover sidelinjen, uden at den først har ramt jorden eller en spiller fra modstanderholdet.
3. Hvis han/hun skyder en griber – altså en bold, der gribes af en spiller fra udeholdet, uden at den har ramt jorden først. Eventuelle løbere, der løber på bolden, der gribes, dør også.
Sådan slår man en befrier i rundbold
En spiller på indeholdet slår en befrier, hvis vedkommende når at løbe forbi alle fire kegler og i mål på sit eget slag, før bolden returneres til stopperen. Når det sker, optjener holdet 2 point – medmindre holdet har døde. Så bliver en af de døde i stedet vækket til live.
Man kan spille med en ekstra regel kaldet køleskab. Det går ud på, at hvis en spiller fra indeholdet laver en befrier, men holdet ingen døde har, så kan befrieren gemmes i køleskabet og bruges til at live en holdspiller op, hvis en holdspiller på et senere tidspunkt dør. Anvendes denne regel betyder det dog, at befriere ikke giver to point, som de ellers normalt gør, hvis der ingen døde er.
Det bestemmer I selv – og derfor kan det være en god idé at aftale spillets længde på forhånd, så der ikke opstår tvivl undervejs.
Spil på tid
Har I 45 minutter? Så spiller I 45 minutter. Har I kun 20 minutter – så brug dem godt!
Spil et antal innings
Et rundboldspil opbygges af det, der kaldes for innings. En inning er, når begge hold både har spillet en indeperiode og en udeperiode. De to hold bytter plads, når indeholdet har tre døde, således at indeholdet nu skal spille ude i marken (og omvendt). Hvis I på forhånd har aftalt at spille tre innings, betyder det, at hvert hold når at spille tre indeperioder og tre udeperioder, før spillet slutter.
I kan også aftale en fast tid pr. inning – fx 10 minutter, hvilket betyder, at de to hold skal bytte inde- og udeposition efter 5 minutters spilletid. Spiller I fx tre innings, bliver rundboldspillet på den måde 30 minutter langt.
Rundboldbanen opsættes typisk på et græsareal eller en fodboldbane. Det er vigtigt, at området er så plant som muligt uden for meget højdeforskel og for mange huller.
Banen skal have form som en rektangel – et godt udgangspunkt er 22x16 meter, men det kan være en fordel at tilpasse banen efter antallet af spillere og deres alder. Placer en markeringskegle i alle fire hjørner af rundboldbanen og en flad markeringsbrik mellem kegle 1 og 4 – den skal fungere som udeholdets stopklods.
Så er I klar til at spille!